”Vi er desværre vidne til et totalkollaps i tilsynet…” Debatten om den finansielle regulering holder aldrig fri. Complidia bringer her et udpluk af citater fra ugen, der er gået.
Compliance-ugen i citater

”Vi er desværre vidne til et totalkollaps i tilsynet med de store internationale banker. Nok engang har det vist sig, at bankerne ikke har haft selvkontrol nok til at takke nej til højrisikokunder, og at vores finanstilsyn ikke har været grundige nok til at opdage svindel i milliardklassen, selvom det nærmest foregik i samme postnummer som finanstilsynet selv”
Jeppe Kofod (S), ordfører for Europa-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg
Sådan lød det fra Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar til TV2, efter at Nordeas filial ved Vesterport i København er blevet afsløret i at have været centrum for hundredvis af skattelyselskaber og skuffeselskaber. Han mener, at sagen bør tages op i Europa-Parlamentet og vil nu bede Nordea om en udførlig redegørelse af bankens ageren i sagen.