Der var i begyndelsen af 2017 voldsom intern uenighed i Danske Banks topledelse om håndteringen af hvidvasksagen. Daværende topchef Thomas Borgen skar igennem og fravalgte i første omgang en tilbundsgående undersøgelse, fremgår det af ny bog.
Bog: Thomas Borgen bremsede undersøgelse af hvidvasksag

Flere højplacerede nøglepersoner i Danske Bank talte i marts 2017 for, at der skulle sættes en tilbudsgående undersøgelse af bankens hvidvasksag i gang.
Men ifølge en ny bog, ’Beskidte milliarder’, skrevet af journalisterne bag Berlingskes afdækning af hvidvaskskandalen, skar daværende topchef Thomas Borgen igennem og valgte i første omgang en langt mere begrænset undersøgelse. Det skriver Berlingske.
Årsagen var ifølge bogen, at topchefen mente, at der på det tidspunkt var ryddet op, og at der derfor ikke var grund til at bruge mange ressourcer på en omfattende undersøgelse, ligesom han ikke ville lade sig presse af medier og politikere.