Brug for et sporskifte: Omkostninger skal fremhæves

Den finansielle verden hvisker hele tiden, at nye regler medfører store IT-omkostninger og koster penge, men få meningsdannere hører sektoren. Og endnu færre er klar over, hvor mange millioner, der løbende bruges. Alligevel giver sektoren op for let.

I stedet for at hviske i krogene og dukke nakken, burde den finansielle sektor udnytte, at krisen er forbi og satse på at få nedbragt myter og misforståelser om sektorens omfattende investeringer i compliance.

Og der er meget at tage fat på. Jeg vil nemlig påstå, at de fleste politikere og kommentatorer faktisk tror, at de samlede IT-investeringer er en besparelse!

I nogle sammenhænge har de naturligvis ret, når man sammenligner fortidens mandskabstimer i filialerne og ved telefonerne mod nutidens digitalisering af samme service. Men når det gælder de nødvendige IT-investeringer som følge af compliance-krav og behovet for konstant forbedring af sikkerheden, så har de ikke ret. Så overser politikerne, hvor dyrt det faktisk er. Og hvor meget det kan svække konkurrencen – for slet ikke at tale om, hvordan det påvirker prisen på kundernes produkter.

Uvidenhed et kæmpe problem
Mange gange er det faktisk helt grotesk, at folketingsmedlemmer, rådgivere og journalister slet ikke er klar over, hvor store omkostninger, der følger af compliance-reglerne. Tænk, hvis de vidste, hvad Solvens II-reglerne havde kostet at implementere hos forsikrings- og pensionsselskaber. Eller CRD-IV direktivet hos bankerne. Eller hvis de vidste, hvor mange tusinde mandskabstimer, bankerne anvender på hvidvaskindberetninger, som myndighederne i øvrigt ikke har ressourcer til at følge op på.

Det er med andre ord et kæmpe problem for den finansielle sektor, at meningsdannere under ét har så lidt viden om de massive investeringer og omkostninger. Hvis de, der former debatten, ikke har den nødvendige indsigt i, hvilke konsekvenser reguleringsinitiativerne har for konkurrence og pris – ja, så vil kravene blot fortsætte med at vokse. Til skade for både kunder og virksomheder.

Konkurrerer på IT-udvikling
Man skulle derfor tro, at sektoren blot skulle være mere verbal og løbende fortælle om omkostningerne, men så let er det ikke.

For det første, fordi de fleste i sektoren nemlig hellere taler om digitaliseringens fordele for servicen over for kunderne (convenience, convenience og… convenience), men meget lidt om de store omkostninger til IT for at leve op til compliance kravene. Og det kan jeg godt forstå. Det er jo blevet et konkurrenceparameter at kunne være først med bedre digitale produkter til kunderne.

For det andet, så kan beklagelser over store omkostninger fremstå som ’tudekiks’, eftersom de fleste meningsdannere jo mener, at de mange kilometer nye regler er selvforskyldte efter både den internationale finanskrise og den danske udgave af samme.

Og for det tredje, så gælder compliance-kravene jo for alle konkurrenter og som regel endda også for alle europæiske konkurrenter.

Fat mod
Derfor er det naturligvis relevant at spørge, om sektoren skal opgive at fremhæve omkostningerne som argument mod compliance-kravene og deres kompleksitet?

Nej, slet ikke.

Tværtimod, fat mod og hav tålmodighed. Andre sektorer har nemlig held med omkostningsargumenter, og staten har jo selv betydelige ’erfaringer’ med deres egne IT-projekter.

Der er derfor også plads til at fortælle om den finansielle sektors omkostninger, men det skal gøres rigtigt.

Sektoren skal for det første ikke klage, netop fordi der er grobund blandt politikere og befolkning til at betragte en klage som tudekiks. Sektoren skal i stedet helt tonløst benytte enhver lejlighed til at fortælle herom. Og derfor søge inspiration hos Cato, der altid sluttede sine taler med ”I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges” – forenklet overført til den finansielle sektors dialog med det meningsdannere og det politiske system oversat: ”I øvrigt kostede dette direktiv 100 millioner kroner i IT-omkostninger.”

Karthago blev som bekendt ødelagt.

Udnyt SoMe
Desuden er tiden kommet til at anvende de sociale medier til at fortælle kunder og andre interesserede om maskinrummet og alle de omkostninger, sektoren bruger hvert år på compliance. Det gør alle andre virksomheder; de bruger videoer, infographics og tekst til at vise deres omkostninger. Forleden så jeg eksempelvis, hvordan en møbelvirksomhed med gode videoer kunne fortælle, hvorfor deres møbel var dyrt at producere, fordi man stadig var nødt til at bruge mange hænder modsat konkurrenterne. Jeg har også set banker fortæller om deres IT-omkostninger med succes; jeg husker blandt andet Spar Nords overgang til BEC som en stor succes – både teknisk, men også i omtale. Der er derfor stort potentiale for andre finansielle virksomheder til en målrettet indsats på de sociale medier til at løfte bevidstheden om omkostningerne i maskinrummet til compliance.

Tiden er en anden
Og tiden er inde til dette sporskifte. Det er grotesk, at meningsdannerne efter de tusinder af kilometers regler stadig er uvidende om de store omkostninger til compliance, men det kræver en bevidst strategi og mental sporændring i sektoren, hvis det skal lykkes at flytte bevidstheden hos beslutningstagerne og alle de andre med meninger.

Da jeg var ansat i Finansrådet, var det under krisen, og enhver kritik af omkostninger til implementering af nye regler havde naturligvis ikke meget potentiale. Men tiden er nu en anden og mulighederne på de sociale medier er et indlysende værktøj, som bør anvendes til højne bevidstheden hos meningsdannerne og kunderne.

 

 

Skrevet af

Lars L. Nielsen

Lars L. Nielsen, Nielsennetwork

Lars L. Nielsen var kommunikations- og Public Affairs direktør i Finansrådet i årene 2006-2012 og har i dag sim egen virksomhed Nielsennetwork, som rådgiver om strategisk kommunikation og interessevaretagelse.

Klummer

Se alle