Den usynlige elefant i lokalet

Hvidvaskkonferencen hos Kammeradvokaten var et tilløbsstykke.
Hvidvaskkonferencen hos Kammeradvokaten var et tilløbsstykke. (Foto: Complidia)

Stort fremmøde til hvidvaskkonference hos Kammeradvokaten – også selv om det unævnelige ikke var på dagsordenen.

Det her kommer ikke til at handle om Danske Bank. Det blev igen og igen fastslået på konferencen ’Forebyggelse af hvidvask – finansielle virksomheders opgaver og ansvar’ på Vester Farimagsgade i det centrale København, hvor Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmidt holder til.

Men selv om det i store træk holdt stik, og det unævnelige aldrig for alvor blev behandlet eksplicit, fyldte den berømte elefant alligevel lokalet i al sin underforståede tyngde, ikke mindst fordi flere nøglepersoner med særlig indsigt i den specifikke sag, eksempelvis højtstående repræsentanter fra både Bagmandspolitiet, Finanstilsynet og bankernes brancheorganisation Finans Danmark, var til stede.

Og selv om berøringsangsten var til at føle på, var det selvsamme skandaleombruste hvidvasksag, der havde understreget behovet for et arrangement med skarpt fokus på, hvordan virksomheder underlagt hvidvasklovgivningen for eksempel kan tackle udfordringerne i de seneste direktivændringer, blive klædt på til at kende myndighedernes forventninger og krav, benytte nye teknologier og være ordentligt forberedt til tilsynsekspeditioner. 

Banker er spydspids i forsvarsværket
Blandt indlægsholderne var chefen for Bagmandspolitiet (SØIK), Morten Niels Jakobsen, der fortalte om, hvordan man hos statsadvokaten ser på lovgivningen, på gråzoner og på hvidvaskindberetninger – og hvorvidt det hele nytter noget. Og det – lod statsadvokaten forstå – gør det bestemt. Han roste flere gange pengeinstitutternes store indsats, og bankerne blev kaldt ’spydspidsen i Danmarks forsvarsværk i kampen mod hvidvask’. Morten Niels Jakobsen fortalte om, hvordan Hvidvasksekretariatet er organiseret, hvad de strategiske fokuspunkter er og om udviklingen af hvidvaskindberetninger, der i 2018 har været markant stigende i forhold til året før, og hvordan bagmandspolitiet behandler indberetningerne.

Login

Skrevet af

Mikael Winkler

Mikael Winkler, Redaktør

I mere end 15 år har Mikael Winkler arbejdet som redaktør og pressechef i bankernes interesseorganisation Finansrådet (nu Finans Danmark), hvor han har oparbejdet en bred indsigt i den finansielle regulering og hele det politiske spil omkring lovgivningsprocesserne – og hvordan reguleringen indvirker på både de finansielle institutter, borgerne og samfundsøkonomien.

Klummer

Se alle