Bankdirektør Lars Mørch blev presset ud af Danske Bank med henvisning til, at han var for længe om at iværksætte en undersøgelse af hvidvaskskandalen. Bankens reelle problem – at den drev en forretning baseret på hvidvask – var imidlertid i høj grad Thomas F. Borgens ansvar, mener ekspert.
Derfor peger pilen stadig på Borgen

Det var nærmest befriende, da Danske Bank i sidste uge omsider valgte at handle på den stærkt belastende estiske hvidvaskskandale. På nær, må man antage, for Lars Mørch, der som ansvarlig for forretningsområdet trak Sorteper – eller, som det formelt hed udadtil, pludselig følte sig kaldet til at sige op.
Pilen er dog næppe færdig med at pege. Danske Bank er stadig i gang med sin egen undersøgelse af sagen, der bl.a. omhandler milliarder af renvaskede kroner i bankens estiske filial. En undersøgelse, der ventes tilendebragt senest til september. Her bør pilen i sidste ende komme til at pege på bankens administrerende direktør Thomas F. Borgen, mener hvidvaskekspert.