God og gennemtænkt hvidvasklov – dårlig implementering

Mafiaen destabiliserede Cubas økonomi og styre i 1950'erne. 
Mafiaen destabiliserede Cubas økonomi og styre i 1950'erne. 

Såvel enkeltmandsvirksomheder som systemiske banker har i vid udstrækning ikke formået at overholde hvidvasklovgivningen. Og de, der har, kan med rette føle sig til grin, skriver denne uges klummeskribent, Søren Stenderup, der opfordrer til, at alle parter nu arbejder sammen om at nå målet om bedst mulig implementering af en i øvrigt gennemtænkt og uhyre samfundsrelevant hvidvasklov.

Denne klumme om hvidvask er tilfældigvis skrevet på Hotel Nationals terrasse i Havanna med udsigt over det solbeskinnede caribiske hav. Dette ikoniske hotel ligger kun et stenkast fra Hotel Capri, hvor den berømte og berygtede mafiaboss Lucky Luciano residerede. Hvad udgør bedre rammer og inspiration end de historiske i et land, hvor den amerikanske mafias indflydelse for 60 år siden i den grad destabiliserede det siddende styre? En destabilisering som førte til, at den daværende præsident Batista blev væltet nytårsaften 1958/59 af Fidel Castros revolutionære tropper.  

Historien har det desværre med at gentage sig selv. Og i vores velfærdssamfund vil vi gerne undgå en udvikling, der bare nærmer sig det, der skete i 50’ernes Cuba. Derfor er der rigtig mange gode grunde til, at vi har en hvidvasklov – eller som loven i realiteten hedder: ’Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme’. 

Hvidvask drejer sig i bund og grund om at få kanaliseret udbytte fra kriminelle aktiviteter tilbage i den ’hvide’ samfundsøkonomi, hvor de kriminelle så kan anvende midlerne privat eller i virksomhedsøkonomi. Men midlerne kan også anvendes til at finansiere korruption, som kan beskytte de kriminelle mod retsforfølgelse eller påvirke beslutningstagere i den ønskede retning.

Mafiaens møntvask
Nogle af de penge, der er flydt gennem Danske Banks filial i Estland, er antageligt endt i lommerne hos magtfulde EU-politikere, som herefter har støttet styret i Aserbajdsjan, hvor pengene – blandt andet – oprindeligt er kommet fra. Det er værd at huske, at begrebet hvidvask oprindeligt stammer fra 30’ernes USA, hvor mafiaen i stor stil drev møntvaskerier, hvor man så kunne blande penge fra kriminelle aktiviteter med almindelige betalinger i møntvaskerierne. Og det er værd at huske, at en anden berømt og berygtet mafiachef, Al Capone, blev fældet af økonomisk kriminalitet, primært skatteunddragelse, og ikke af alle sine antageligt mange andre kriminelle handlinger.

Når det gælder terrorfinansiering, er det ret klart hvad formålet er. Indtil nu har vi kun set få sager i Danmark, og de, der har været, er af mindre omfang. Formentligt skyldes det, at i det miljø, hvor terrorfinansiering kan udtænkes, er der kun ringe kontakt til de finansielle virksomheder, og derfor er der ikke adgang til de store summer. Og tilsvarende er antallet af potentielle aktører i Danmark ringe.

Implementeringen halter hele vejen rundt
Den første hvidvasklov stammer tilbage fra 1993 og tog udgangspunkt i en erkendelse af behovet for international bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Loven, som i øvrigt bygger på EU-direktiver, er sidenhen revideret, så vi nu har den 4. udgave, og den 5. er godt på vej ind i dansk lovgivning.

Her 15 år efter den første lov skriver medierne massivt om Danske Bank-sagen i Estland, Nordeas levering af millioner af 500-eurosedler til vekselkontorer, Københavns Andelskasses manglende hvidvaskkontrol med kunder, som førte til afvikling i Finansiel Stabilitet, og vekselkontorer er blevet lukket på stribe. Senest har Arbejdernes Landsbank fået en ny række påbud – på trods af en bøde på 5,5 millioner kroner tilbage i 2013. Talrige inspektionsrapporter viser, at der er problemer med implementering stort set alle steder. Erhvervsstyrelsens egen opgørelse fra 2015 konkluderer at 90 procent af besøgte virksomheder ikke overholder loven – og 10 procent politianmeldes. Hertil kommer, at formentligt tusindvis af virksomheder er omfattet af loven uden at være klar over det.

På baggrund af Danske Bank-sagen var det derfor helt forudsigeligt, at politikerne i Danmark hurtigt ønskede at vise handlekraft overfor vælgerne og aftalte væsentligt strengere straffe for overtrædelser samt varsling af yderligere tiltag. I øvrigt med en sjælden fuldstændig enighed hele folketingssalen rundt. Og en erhvervsminister, som siden sin tiltræden i juni måned har været i ikke mindre end fire samråd med flere på vej – og som hver som gang takker for indbydelsen og spørgsmålene, mens oppositionen i høj grad roser ministerens handlekraft. Igen en sjælden foreteelse i dansk politik.

Også i et lidt større perspektiv er der tale om en sjældent set situation. For der findes næppe en anden lov, hvor myndighederne i årevis har haft viden om mangelfuld eller slet ingen overholdelse. Eller hvor virksomheder efter inspektion og bødeforlæg efterfølgende får nye påbud for manglende implementering. Og der er næppe en anden lov, hvor så mange virksomheder enten bevidst eller af uvidenhed intet har foretaget sig – tilsyneladende med myndighedernes viden og stiltiende accept.

Tid til selvransagelse
Nu må tiden derfor være kommet til selvransagelse og evaluering – og ikke yderligere stramninger og flere lovparagraffer. For hvordan kunne en i øvrigt gennemtænkt lov resultere i en så ringe grad af implementering, at det kulminerede med, at Danmarks største bank fik lagt navn til Europas formentligt største hvidvaskskandale og satte Danmark i et uheldigt lys på det globale finansielle verdenskort?

Pilen peger ikke i en retning. Alle interessenter har et ansvar. Politikerne i såvel EU-Parlamentet som i Folketinget skabte de rigtige rammer med intentionerne i loven, men de glemte fuldstændigt at fokusere på implementeringen, de praktiske problemer ude i virksomhederne samt ressourcer til den opfølgende kontrol og vejledning. Tilsvarende har myndighederne i årevis uddelt påbud og bøder og været vidende om tusindvis af omfattede virksomheder, som slet ikke overholder loven på grund af deres manglende kendskab til den. Og alligevel førte det ikke til, at nogen for alvor stillede spørgsmål ved tingenes tilstand, eller hvordan man kunne ændre på det.

Og endelig har de omfattede virksomheder i vid udstrækning lige fra den mindste enkeltmandsvirksomhed til flere af vores systemisk vigtige pengeinstitutter konsekvent ikke formået at overholde lovgivningen – på trods af bøder og påbud. Omvendt må de virksomheder, som har investeret ressourcerne i at overholde loven, med rette føle sig til grin. Så derfor må alle parter nu arbejde sammen om at nå målet om bedst mulig implementering af en i øvrigt gennemtænkt og uhyre samfundsrelevant hvidvasklov.

Holdninger og konklusioner, der kommer til udtryk i Complidias klummer, er skribentens egne.

Skrevet af

Søren Stenderup

Søren Stenderup, CEO i Digital AML

Søren Stenderup er CEO i Digital AML. Han har gennem de seneste 15 år arbejdet med kapitalfremskaffelse i Danmark og England. Arbejdet med selv at leve op til hvidvasklovens krav har ført til udviklingen af en digital løsning til både virksomheder og deres kunder, der samtidig har fokus på den helt generelle implementering af loven i samarbejde med virksomheder, myndigheder og politikere.

Klummer

Se alle