Medie: Banker vil have flere hvidvask-ressourcer til Bagmandspolitiet

Hvidvasksekretariatets 14 medarbejdere har fået 8500 tip om mistænkelige transaktioner fra danske banker i første halvår. Finans Danmark mener, politiet skal have flere ressourcer, skriver Børsen 

BØRSEN: Danske banker har sendt 8500 underretninger om mistænkelige transaktioner til Bagmandspolitiet (SØIK) i første halvår 2017, viser nye tal.

Det svarer til knap 50 tip hver dag. Sidste år sendte bankerne 13.400 underretninger, eller 37 pr. dag i gennemsnit. Underretningerne havner hos Hvidvasksekretariatet i SØIK, hvor der sidder 14 medarbejdere.  Men det er for lidt, mener Finans Danmark.

"Vi mener, at Hvidvasksekretariatet burde tilføres flere ressourcer. Det er mange ansatte i bankerne, der arbejder med hvidvask, så vi vil sikre, at vi får mest muligt ud af de ressourcer, når de kommer til myndighederne," siger juridisk direktør Kenneth Joensen i Finans Danmark til Børsen.

En tilsvarende opfordring kommer fra Merete Drewsen, næstformand i Transparency International Danmark. 

"Der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt SØIK og Finanstilsynet har tilstrækkelige ressourcer til at følge op på alle underretningerne," siger hun.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har ingen kommentarer til ressourcesituationen i SØIK, men ministeriet henviser til en politisk aftale fra juni, som bl.a. skal føre til en strategi til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

"Udarbejdelsen af strategien vil ske i et samarbejde mellem relevante ministerier og myndigheder og med inddragelsen af den finansielle sektor. Dette arbejde vil blive iværksat af Justitsministeriet, og strategien skal foreligge inden udgangen af 2017," står der i aftalen.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) henviser til, at Finanstilsynet er blevet bevilget 6 mio. kr. og på den baggrund har oprettet en særskilt enhed med særligt fokus på hvidvaskområdet. 

 

Klummer

Se alle