Der findes allerede registre og databaser, som bankerne kan bruge i deres jagt på mistænkelige bankkunder. Alligevel vil den danske banklobby have endnu et register, hvor de internt kan udveksle kundeoplysninger. Forslaget bliver mange steder modtaget med dybe panderynker og stor skepsis.
Registre over mistænkelige kunder findes allerede

Finans Danmark vil have et helt nyt register, hvor bankerne kan udveksle oplysninger om bankkunder. Ifølge juridisk direktør i brancheorganisationen Kjeld Gosvig-Jensen kan et sådant register forhindre, at kriminelle udnytter bankernes systemer ved at gå rundt om hjørnet og ind i en ny bank, der således er uvidende om, at personen netop har fået afslag på at blive kunde i den første bank.
Forslaget er fra flere sider blevet kritiseret. Jakob Dedenroth Bernhoft, direktør i Revisorjura.dk, mener for eksempel, at forslaget fra Finans Danmark er i direkte modstrid mod den nye persondataforordning.