Andet og sidste lovforslag om strammere kurs og sanktioner i kampen mod hvidvask ventes fremsat i Folketinget i dag onsdag. Lovforslaget giver blandt andet Finanstilsynet muligheder for at udskrive million-store administrative bøder for brud på hvidvask-reglerne. I bemærkningerne til lovforslaget er der masser af eksempler på, hvordan bøderne vil blive udregnet.
Sådan udregner Finanstilsynet million-bøder for brud på hvidvasklov
En virksomhed har ikke indhentet identitetsoplysninger på 50 kunder, som har foretaget 300 transaktioner på i alt 10 mio. kr. Det opdager Finanstilsynet desværre for virksomheden. Og tilsynet kan fremover meget hurtigt slå op i sine egne tabeller og se, hvad bøden skal være på.
De første tabeller omhandler transaktionsprincippet. Her siger bødestraffen 25 pct. af transaktionsbeløbet, altså en bøde på 2,5 mio. kr. Men da virksomheden også har sparet 1,5 mio. kr. på ikke at indhente identitetsoplysningerne kan tilsynet slå op i den anden tabel, der handler om besparelsesprincippet.