Selv om antallet af indberetninger til SØIK, Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet, sætter ny rekord i år, bliver langt størstedelen af indberetningerne ekspederet inden for to dage, lyder det nu fra Bagmandspolitiet, der ikke vil gå offentligt ind i debatten om eventuel mangel på ressourcer.
SØIK: Indberetninger ekspederes hurtigt

Den 31. august i år havde SØIK, også kaldet Bagmandspolitiet, modtaget 22.167 underretninger om hvidvask, hvilket er ”en markant stigning i antallet i forhold til tidligere år,” som statsadvokat og leder af SØIK Morten Niels Jakobsen udtrykker det.
Sidste år lød det samlede tal af indberetninger for hele året på 24.911, og en fremskrivning af tallene viser dermed, at det samlede antal af indberetninger i år vil nå op omkring de 30.000 og altså igen i år sætte ny rekord.