IT Politisk Forening går skarpt i rette med ny vejledning fra Finanstilsynet om hvidvask, hvor der stilles krav om registrering af bestyrelsesmedlemmer i frivillige foreninger. ”Banksektoren gøres til en del af den udøvende magts overvågningssystem,” skriver foreningen i sit høringssvar.
Vejledning er ’retsstatsstridig’ og en trussel mod foreninger

Det er hårde ord, som IT Politisk Forening bruger i sit høringssvar til Finanstilsynets nye vejledning om hvidvask, der netop har været i høring. IT Politisk forening er ”bekymret” og ”tager afstand” fra flere af de krav og formuleringer, der bruges i vejledningen om registrering af bestyrelsesmedlemmer i frivillige foreninger.
”IT-Politisk Forening er bekymret for den overregistrering af frivillige foreninger som forslaget til hvidvaskvejledning kapitel 9.6 udmønter. Der er hovedsageligt tale om en registrering af bestyrelsesmedlemmer af foreninger, der ikke er nogen som helst grund til at forvente har noget som helst med hvidvask eller terrorisme at gøre,” indleder IT Politisk Forening sit høringssvar.