Privacy-ugen i citater

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) vil ikke droppe Den Digitale Prøvevagt.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) vil ikke droppe Den Digitale Prøvevagt. (Foto: Leitorp + Vadskær)

”Når eksamen er blevet digital, så skal overvågningen også være digital…” Privacy-debatten sover aldrig. Complidia bringer her et udpluk af citater fra ugen, der er gået.

”Eksamenssituationen er ikke privat. Det er en overvåget situation. Det har den alle dage været, og det skal den fortsat være. Når eksamen er blevet digital, så skal overvågningen også være digital”
Merete Riisager, undervisningsminister (LA)

Sagde Merete Riisager til DR og fastslår, at Undervisningsministeriets overvågningsprogram til skriftlige eksamener `Den Digitale Prøvevagt´ ikke bliver droppet til trods for, at den på det seneste har modtaget kritik fra bekymrede elever, eksperter og politikere.


”Det er blevet lyttet til os, for så vidt den statslige overvågning ikke længere skal gælde alle stationære data, som i virkeligheden betød, at man ville overvåge al data og al kommunikation inden for en virksomhed – nu nøjes man med at tale om overvågning af ’transaktionelle data’, dvs. data og kommunikation ind og ud af virksomheden, inden for landet og ud af landet”
Lars Frelle-Petersen, DI-direktør

Sagde Lars Frelle-Petersen til Politiken, efter at et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om et lovforslag, som har til formål at sikre Danmark mod cyberangreb ved at tvinge virksomheder til at tilslutte sig en statslig overvågningstjeneste. Lars Frelle-Petersen mener stadig at lovforslaget er ”stærkt bekymrende”.


”Jeg er meget beæret over, at mine internationale kollegaer finder min forskning værdig til at modtage en så fornem pris”
Kasper Green Larsen, lektor i datalogi ved Aarhus Universitet

Sagde Kasper Green Larsen ifølge en meddelelse fra Aarhus Universitet i forbindelse med, at han som den første danske nogensinde har modtaget den internationale 2019 EATCS Presburger-pris , som gives for ”fremragende bidrag inden for teoretisk Datalogi”.


”Et samtykke skal gives frit, står der i GDPR-forordningen. Når man kan dele samtykket op, så skal man gøre det. I dette tilfælde er der sundhedspleje og den øvrige del. Man skal kunne give samtykke separat til de to ting. Det står meget klart i forordningen. Det er også det europæiske databeskyttelsesråds holdning og gælder også på europæisk plan”
Ayo Næsborg-Andersen, jurist og lektor i persondataret ved Syddansk Universitet.

Sagde Ayo Næsborg-Andersen til Version2. Ifølge hende overtræder Frederiksbergs sundheds-samtykke persondataloven og det europæiske GDPR-direktiv.


”Hvis vi vil høste frugterne af digitaliseringen i det næste årti, bør forskning i IT-sikkerhed gødes nu. Et fremtidigt, effektivt cyber-forsvar afhænger bl.a. af, at der skabes et højt akademisk niveau i Danmark. Det er simpelthen grundlaget for, at de politiske ambitioner om at øge digitaliseringen i de offentlige og private sektorer kan føres ud i livet og i sidste ende komme borgerne til gode”
Carsten Schümann, centerleder CIST og lektor ved ITU. 

Sagde Carsten Schümann i en pressemeddelelse i forbindelse med, at IT-Universitetet har åbnet Center for Information Security and Trust (CIST), som skal styrke uddannelse indenfor IT-sikkerhed.

Tags

Skrevet af

Josefine Nielsen

Josefine Nielsen, Researcher

Josefine Nielsen arbejder som researcher på Complidia ved siden af sit studie på Roskilde Universitet, RUC, hvor hun læser kommunikation og psykologi.

Hun har desuden læst kommunikation på Universitat Pompeu Fabra i Barcelona.

Klummer

Se alle