Genopfind datakulturen

(Foto: Pressefoto)

Mette Frederiksen siger i en ny politisk video for Socialdemokratiet, at vi nu har muligheden for at ikke bare at genopbygge i kølvandet på Corona-krisen, men også at genopfinde. Mette Frederiksen taler naturligvis indirekte om pensionssystemet, men i den digitale verden kan vi også bruge det digitale boost under Corona-krisen til ikke bare at genopbygge vores datakultur, men til at genopfinde den, så ansvarlighed og privatlivsbeskyttelse får en langt mere central plads.

I dag er det typisk sådan, at vi først og fremmest ser på en digital løsning ud fra funktionalitet. Hvad kan den, og virker den, som den skal? Dernæst kan vi måske se på, om den er sikker. Er mine betalingsoplysninger beskyttet, hvis jeg betaler online, eller bliver jeg hacket, hvis jeg bruger en gratis tjeneste? Det er først nu, at de fleste mennesker vil begynde at tænke over, om mine private oplysninger bliver misbrugt eller videresolgt uden, at jeg ønsker det. Og mange tænker slet ikke over det.

Helt tilbage i 2014 lavede Forbrugerrådet Tænk en illustrativ video (”Hvis din bagerjomfru var en app”), der viser, hvor lidt vi normalt accepterer at udlevere om os selv i den fysiske verden i forhold til, hvad der er normen i den digitale verden. Pointen er, at vi normalt aldrig ville acceptere at dele private oplysninger i den fysiske verden, men hvorfor gør vi det så i den digitale verden?

Et svar kunne være, at vi har en fasttømret kultur for privatliv i den fysiske verden, men at vi ikke har udviklet en kultur i den digitale verden endnu. Så vi har brug for en datakultur, der tager privatlivet alvorligt. Det er naturligvis ikke en 1:1 overførsel af privatlivskulturen i den fysiske verden. I den digitale verden har data større værdi og kan generere endnu mere værdi, men også misbruges. Samtidig giver vi i nogle tilfælde også vores data væk for at få en bedre ydelse/service eller en gratis ydelse/service. Så grundlæggende har vi brug for en datakultur, der både muliggør, at vi som brugere bevidst vælger at sælge eller giver vores data væk, og at vi samtidig kan beskytte vores private oplysninger. Gennemsigtighed og kontrol skal være normen, når vores data er i spil i den digitale verden. At vi ved, hvad vores data bruges til, at vi kan sige til og fra, og at vi selv kan sætte dem i spil.

Reguler uden kultur
Regler, standarder og regulering, som GDPR, giver retningslinjer, men er ikke kultur. Og uden kultur bygger vi bare oven på den eksisterende måde at gøre tingene på – som når der tænkes sikkerhed til sidst i produktudviklingen, og sikkerhed plastres oven på produktet og ikke tænkes ind i det.

Og selvom der er spæde skridt hen mod en ny datakultur, der tager dit digitale privatliv alvorligt, er vi der slet ikke i kølvandet på Coronakrisen. Et eksempel er brugen af videomødetjenesten Zoom, hvis anvendelse bredte sig som en steppebrand i folkeskoler, virksomheder og hos myndigheder og private. Funktionaliteten var god, men sikkerheden viste sig at halte, og det viste sig også, at private oplysninger fra brugen af tjeneste blev videresolgt. Zoom lappede på løsningen, og det er et godt eksempel på, at vi ikke bare kan bygge oven på den eksisterende datakultur, hvis vi skal beskytte vores digitale privatliv.

Som Mette Frederiksen siger, skal vi ikke genopbygge, men genopfinde. Vi skal bruge Coronakrisens erfaringer til at genopfinde datakulturen på ny, så sikkerhed og privatlivsbeskyttelse er efterspurgt og integreret i funktionaliteten og ikke er underlagt funktionaliteten.

 

Tags

Skrevet af

Morten Rosted Vang

Morten Rosted Vang, Fagleder i Dansk Industri

Fagleder i Dansk Industri for digital ansvarlighed og cybersikkerhed og medlem af bestyrelsen for Rådet for Digital Sikkerhed

Klummer

Se alle