Regeringens digitale vinder sag

Erhvervsminister Simon Kollerup
Erhvervsminister Simon Kollerup (Foto: Pressefoto)

Erhvervsminister Simon Kollerups første udspil på det digitale område er en ren vindersag. En ny mærkningsordning for digital sikkerhed og etisk databehandling, der ifølge en holdningsanalyse fra Wilke, nyder massiv folkelig opbakning, og som erhvervslivet selv finansierer og står for driften af. Det er dog langt fra alle i erhvervslivet, der er lige begejstrede.

Erhvervsminister Simon Kollerup har løftet sløret for, at der kommer et dansk forbrugermærke for virksomheder med særligt fokus på etik- og datasikkerhed. Tiltaget er dog en relativt billig omgang for den socialdemokratiske minister. Forarbejdet, der begyndte allerede i 2018, er udført af Erhvervsstyrelsen, og den endelige udformning sker i de kommende måneder i et samarbejde mellem Dansk Industri, Dansk Erhverv og SMVdanmark. Det er Industriens Fond der betaler gildet med en støtte på 18 mio. kr.

Bør stille ekstra krav
Det officielle navn er mærkningsordningen for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, og den forventes lanceret i løbet af første halvår af 2020, hvor Forbrugerrådet indtræder i bestyrelsen. Det er dog langt fra alle i erhvervslivet, der er lige begejstrede.

”Vi ser ikke det store behov for en mærkningsordning. Området er stærkt reguleret i forvejen bl.a. med GDPR og Cookie-regler samt flere andre regler af nyere dato, så det vil være hensigtsmæssigt at få dem ordentligt implementeret, inden vi taler om mærkningsordninger. Med de eksisterende regler er mærket nærmest overflødigt, med mindre det nye mærke stiller krav, der går videre end lovgivningen”, siger chef for kommunikation og politik i Foreningen for Dansk Internethandel, FIDH, Henrik Theill til Complidia.

FIDH spiller gerne ind
Han understreger, at FDIH gerne vil spille ind i det videre arbejde med at få forslaget til mærkeordning omsat til praksis.

 Det fremgår også af forstudiet, at det nok især er de mellemstore og større virksomheder, der får glæde af et mærke, der viser, at de lever op til bedst practice. Det er derimod svært for de helt små virksomheder at se, hvad de får ud af en mærkningsordning, og tilsvarende tvivler de store og internationale koncerner også på værdien.

Tillid er en konkurrencefordel
For at få det nye mærke skal virksomhederne leve op til en række kriterier, der både adresserer it-sikkerhed og ansvarlighed i datahåndteringen. Kriterierne vil blive endeligt fastlagt i løbet af de kommende måneder, men det kan f.eks. være i hvor høj grad, at it-sikkerhedsspørgsmål er forankret i ledelsen, eller i hvilken grad kunder og samarbejdspartnere har kontrol over egne data.

”Mærkningsordningen vil hjælpe virksomhederne til at blive digitalt ansvarlige og samtidig skabe større efterspørgsel efter digital ansvarlighed. Tillid til data kan blive en vigtig konkurrencefordel for Danmark”, siger digital direktør i DI, Lars Frelle-Petersen om effekten af den kommende mærkeordning.

Mærke kan inddrages
Mærket ventes indført i løbet af 2020 og ordningen vil blive drevet af et nyt sekretariat, der vil holde løbende kontrol med, om virksomhederne, der har fået mærket, fortsat lever op til kriterierne. Virksomheder, der ikke lever op til kriterierne, risikerer at få frataget mærket.

Erhvervsministeren mener, at en mærkeordning er win-win både for virksomhederne og deres kunder.

”Tanken med den kommende mærkningsordning er at gøre det nemmere for forbrugerne at vælge virksomheder, som opfører sig ansvarligt, når det gælder dataetik. Samtidigt vil mærket gøre det mere attraktivt for virksomhederne at styrke deres indsats i forhold til it-sikkerhed og dataansvarlighed” siger Erhvervsminister Simon Kollerup blandt andet om den kommende mærkeordning.

Danskerne vil have det nemt
Og især i forhold til den brede befolkning har ministeren fået fat i den lange ende. En holdningsanalyse fra Wilke viser, at vi danske netbrugere på en gang er bekymrede for at videregive vores data, at vi ikke gider bruge tid på IT- sikkerhed og at vi er vilde med en mærkeordning, der gør det let at vælge virksomheder med høj grad af IT-sikkerhed og etik. Læs mere om Wilkes undersøgelse i artiklen danskerne er bekymrede for deres data.

Skrevet af

Kasper Skaanning

Kasper Skaanning, Journalist

Kasper Skaanning er uddannet journalist, og har bl.a. arbejdet som senior kommunikationskonsulent i Nykredit, i Danske Bank og som informationschef i Scandlines.

Klummer

Se alle