Uden politisk selverkendelse angribes troværdigheden

Formand for Retspolitisk Forening, advokat (H), Bjørn Elmquist. 
Formand for Retspolitisk Forening, advokat (H), Bjørn Elmquist. 
(Foto: Kasper Skaanning)

”Manglende oprigtighed og selverkendelse bliver hverken mere acceptabel eller korrekt, bare fordi begge sider af folketingssalen på skift udviser det.” Formand for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist hudfletter den politiske kultur omkring begrebet lovhjemmel, der på digitalt og administrativt nudansk kaldes for ”hjemmelsudfordringer."

Da jeg i 1989-90 som retsordfører for regeringspartiet Venstre på vores gruppemøder i fortrolighed orienterede om, at den konservative justitsminister Erik Ninn Hansen muligvis havde beordret sine embedsmænd til at ulovligt at sætte behandlingen af ansøgninger om familiesammenføring for tamilske flygtninge i bero, blev jeg mødt med harmdirrende kritik af de fleste af mine partifæller.

”Han er jo vores justitsminister, så det skal du overhovedet ikke blande dig i”, var et af de gennemgående træk i forsøgene på at tilrettevise mig. Og mit svar, at jo, det havde vi så netop et ansvar for at få bragt hold på, prellede fuldstændigt af. Jeg var naiv og farlig.

Gode år efter rigsret
Det videre forløb for mig var uafvendeligt. Jeg forlod bl.a. af denne grund gruppen og partiet den 6. november 1990 kl. 10:30. Og senere, da Rigsrettens dom faldt nogle år efter, kunne jeg konstatere, at det var den rette vej, jeg havde fulgt.

Den dom ryddede op i nogle år. Både ministre, embedsmænd og de fleste partier i folketinget var meget opmærksomme på legalitetsproblemerne, dvs. at administrative beslutninger skal have lovhjemmel, og at love ikke må stride mod grundloven eller Danmarks internationale forpligtelser.

Men da DF for en lille snes år siden begyndte at sidde med flertalsnøglen til finansloven, begyndte det igen at skride. Først med hensyn til stramninger på udlændingeloven, hvor advarsler om risiko for overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser i stigende omfang blev minimeret af embedsmændene i justits-ministeriet, så deres minister og regeringen kunne ”levere varen”.

Når jurister spores ind på et bestemt formål, kan det tilgodeses ved pragmatisk fortolkning. Selv om der naturligvis er grænser for, hvor langt ordene kan vrides, så kan ”loyalitet” og karriereærgerrighed inspirere nogle jurister til stor ”fingerfærdighed”.

Både blå og røde fornægtelser
I den brede offentlighed begyndte man først rigtigt at få øje på det problem i forbindelse med spørgsmålet om den tidligere udlændinge- og integrationsminister Støjbergs instruks om at adskille alle asylægtepar, hvor kvinden var markant yngre end manden. Men ”Blå Blok” havde flertallet og fandt trods byretsdom om ulovlig administration og efterfølgende erstatning til et asylægtepar samt kritik fra Ombudsmanden ingen anledning til nærmere undersøgelse af ministerindgrebets lovlighed.

Først efter regeringsskiftet i juni 2019 havde ”Rød Blok” det nødvendige flertal til at iværksætte Instrukskommissionens nu igangværende undersøgelse af spørgsmålet.

I dag er vi så vidne til samme slags selvretfærdige optræden hos et folketingsflertal som før valget i 2019. Nu kan ”Rød Blok” ikke se nogen grund til at få nøje og uvildigt undersøgt handlemåden og beslutningerne truffet af statsministeren, justitsministeren og sundhedsministerens osv. under corona-epidemien, specielt i forbindelse med udryddelsen af de famøse mink. Man slår kreds for at beskytte, for det er jo ”deres ministre og deres regering”, og det kan umiddelbart muligvis virke både forståeligt og rimeligt. Ja selv det højst bizarre forløb omkring den åbne fejde mellem justitsministeren og Rigspolitichefen om, hvordan de fejlbehæftede ”action cards” blev til, og hvem der har ansvaret for, at politiet har optrådt ulovligt, er hidtil bare blevet puffet ud til hjørnespark.

Legitimitet er afgørende 
Men, men, men….et ordentligt demokrati kræver respekt for statsmagtens tredeling i lovgivende og udøvende myndigheder samt domstolene, og love og regler skal være præget af gennemsigtighed, så de er til at forstå for almindelige mennesker, og af forudsigelighed, så borgerne ved, hvordan man bør indrette sin adfærd.

Den til enhver tid siddende regering med statsministeren i spidsen og med justitsministerens pligt til at udøve legalitetskontrol bør i ydmyghed for den opgave og det ansvar, som er dem betroet for en begrænset tid, ALTID påtage sig ansvaret og følgerne deraf, også når det er gået galt. Og i det bør de støttes, udfordres og fastholdes også af deres eget folketingsflertal.

Manglende oprigtighed og selverkendelse bliver hverken mere acceptabel eller korrekt, bare fordi begge sider af folketingssalen på skift udviser det.

 

Skrevet af

Bjørn Elmquist

Bjørn Elmquist, advokat (H) og fmd. for Retspolitisk Forening

Klummer

Se alle